Jeg siger ja-tak til en femårig læreruddannelse men har svært ved at acceptere begrundelsen som den fremstilles i medierne; at de nye lærere i for høj grad underviser som de selv er blevet det i deres skoletid fremfor at bruge det de har lært på læreruddannelsen.

Ja når vi kommer ud som nye undervisere i folkeskolen vil vi i høj grad bruge vores levede liv i lærergerningen for vi vil jo gerne fremstå som autentiske lærere. Men 4 år på læreruddannelsen hører jo netop med til det levede liv og indføring i teori om gode læringsstile, didaktik, pædagogik i samspil med linjefag kaster vi vel ikke nødvendigvis væk fordi vi i et svagt øgeblik kommer til at mindes en bemærkelsesværdig lærer fra fortiden.

Det er ikke hvem som helst der hverken kan eller skal blive lærer ligesom det ikke er hvem som helst der bliver en god håndværker, læge eller pædagog. Du vælger din karriere ud fra din personlighed og dermed dine fremtidsvisioner.

Jeg har altid været lærer, det er mit kald, jeg er født som lærer. Fire år på læreruddannelsen skal gøre mig til en god lærer, fem år vil forhåbentlig gøre mig til en bedre lærer. Men det femte år får mig ikke til at glemme min fortid eller kaste den bort og udelukke den fra klasseværelset. Vi skal videreudvikle undervisningen ikke nødvendigvis skabe nyt hvor det gamle virkede. Derimod forfine og forbedre ved hjælp af kompetencer som både en fire og en fem-årig uddannelser tilbyder.

Der er flere årsager til at jeg siger ja-tak til en femårig læreruddannelse men lærere med gode minder er ikke en af dem!

Britta Rasmussen - Lærerstuderende